Forståelsespapir

12. april 2024

Forenet om forretning

Coop Danmark befinder sig i en meget svær situation, som ikke længere er økonomisk holdbar. Igennem ti år har virksomheden mistet kunder, omsætning og indtjening, og underskuddet har nu nået et niveau, hvor krisen kræver en fundamental transformation.

Den alvorlige situation udgør også en væsentlig risiko for OK amba, der er afhængig af blandt andet de cirka 500 Coop-ejede OK-anlæg. OK har derfor en stærk interesse i at sikre Coop Danmarks fremtid, hvilket der i skrivende stund forhandles om under navnet Føniks.

Som tillæg til det juridiske aftalegrundlag i Føniks har parterne sammen formuleret følgende fælles forståelse for de prioriteter og det samarbejde, der skal sikre et stærkt fremtidigt Coop.

Forståelsespapiret centrerer sig om fire søjler, der bygger på det allerede eksisterende sæt af værdier, et fælles andels-DNA samt en fælles ejerskabsstruktur.

Parterne er enige om, at Coop som helhed står overfor en afgørende transformation, hvor der skal træffes svære beslutninger, moderniseres og tilpasses. Mest afgørende bliver det at skabe lønsomhed, så forretningen bliver leve- og bæredygtig, og Coop har råderummet til at være bannerfører for høje forbrugerstandarder.

Som en del af det arbejde skal foreningen skærpe sin rolle og formål, der i endnu højere grad understøtter Coop Danmark som konkurrencedygtig og relevant for medlemmerne.

Et udarbejdet forståelsespapir, der har til formål at sikre det fremtidige samarbejde. 

De fire søjler i den fælles mission er:

Lønsomhed

En forudsætning for Coop Danmarks fortsatte eksistens er, at forretningen gøres lønsom og konkurrencedygtig. For at dette skal lykkes, skal der ske drastiske forandringer både operationelt, strategisk og kulturelt – ligesom fremtidens Coop Danmark skal have en enklere profil, der ligger tættere på kerneforretningen, nemlig at drive stærke, lokalt forankrede dagligvarebutikker og ikke så meget andet.

Der eksisterer i den forbindelse en stærk enighed om, at foreningen skal være til for forretningen, før forretningen kan gøre noget for foreningen. Af samme grund bærer forståelsespapiret titlen ”Forenet om forretning”.

Vores fælles forståelse for at opnå lønsomhed er:

1. At købmandskab – så længe det ikke er i konflikt med de øvrige punkter i dette papir – altid skal komme først.

2. At aktiviteter, der ikke ligger tæt på kerneforretningen, skæres fra – samt at der kommunikeres ærligt og direkte om, hvad der er vigtigt og batter økonomisk, så færre budskaber holder længere.

3. At Coop amba har autonomi ift. egen økonomi, men viser mådehold og fokuserer på tiltag, der også understøtter forretningen på kort eller mellemlang sigt.

"...fremtidens Coop Danmark skal have en enklere profil, der ligger tættere på kerneforretningen..."

God governance

En forudsætning for at skabe en lønsom og fokuseret forretning er tydelig, konsekvent og professionel ledelse. Det kræver igen effektive og tydelige kommandoveje, der sikrer handlekraft og klare ansvarsområder. Der er i den forbindelse enighed om, at den igangsatte proces om ny governance skal fortsætte, så ledelsesstrukturerne i det fremtidige Coop reformeres, forenkles og gøres tidssvarende. Derudoverer det centralt, at forening og forretning adskilles langt tydeligere – og har gensidig respekt for hinanden.

Medlemmerne skal fortsat inddrages og have indflydelse på det Coop, de handler i og er medlem af. Men forsinkende eller fordyrende led i organisationen skal fjernes, ligesom medlemsindflydelsen skal understøtte forretningens lønsomhed positivt. På den måde skal forretningen være professionel, effektiv og dygtigt drevet, mens foreningen skal være moderne, synlig og involverende overfor medlemmerne.

Vores fælles forståelse for at opnå ny, god governance er:

  1. At de fagligt dygtigste personer træffer de vigtigste beslutninger.
  2. Der etableres et samarbejdsudvalg på tværs af Coop amba og Coop Danmark, hvor initiativer diskuteres og udvikles i tæt samarbejde og med fælles fokus, så alle fælles emner og kommunikationen til markedet og medlemmerne er afstemt, enkel og klar.
  3. At det vil tage mellem 12 og 24 måneder at implementere en ny og enklere governancestruktur i Coop amba.

“Medlemmerne skal fortsat inddrages og have indflydelse på det Coop, de handler i og er medlem af. ”

Foreningens formål

Der findes ikke et Coop Danmark, som vi ønsker det, uden andelsforeningen. Der er derfor stærk enighed om, at foreningen skal bestå og styrkes over tid. Coop amba kan og skal derfor med sine to millioner medlemmer være med til at sikre og underbygge, at Coop Danmark bliver lønsom og får aktiveret den potentielt set mest loyale og engagerede kundekreds i kongeriget. Det kræver en forandringsproces i foreningen, hvor denne, med forretningen forrest, kan blive styrket som en moderne, aktiv, udadvendt og synlig aktør – igen til fordel for forretningen og medlemmerne.

Vores fælles forståelse for et stærkt formål/purpose er:

  1. At den lokale forankring og tilstedeværelse i store som små samfund samt bæredygtighed er de primære omdrejningspunkter for foreningen – og eksistentielle for forretningen.
  2. At Coop ambas DNA indenfor social ansvarlighed, sundhed, bæredygtighed, tryghed og kvalitet skal være tydelige og klare på en måde, der styrker Coop Danmarks konkurrenceevne til fordel for medlemmerne.
  3. At medlemsindflydelsen er en kerneværdi for det samlede Coop, samt at vi skal finde en måde, så flere medlemmer får substantiel indflydelse på retningen for det samlede Coop.

"Der findes ikke et Coop Danmark, som vi ønsker det, uden andelsforeningen."

Fælles værdier

Coop er og har altid været en værdibaseret virksomhed med lidt mere på hjerte. Coop deler også værdifællesskab med OK. Sådan skal det blive ved med at være. Som lønsom, bæredygtig virksomhed har Coop DNA’et og historien til også at være en forretning med en stemme. Der er i den forbindelse enighed om, at Coop skal have en ledende ansvarlighedsprofil, der kan styrke konkurrencekraften og er tydelig for kunder, medlemmer og danskerne generelt. Ansvarlighed og forretning skal gå hånd i hånd og skal kunne mærkes i butikken, i kurven og på produkterne.

Vores fælles forståelse af værdierne er:

  1. At Coop går forrest indenfor oplysning, innovation, forbrugersikkerhed og omtanke.
  2. At Coop, hvor det understøtter forretningen, har en klar stemme i samfundsdebatten om forbrug, sundhed, bæredygtighed og lokal sammenhængskraft.
  3. At Coop aktivt bidrager til fornyelse og aktualisering af andelstankegangen ved at engagere medlemmerne gennem identitetsskabende aktiviteter.

 

Med dette forståelsespapir forpligter parterne sig på at arbejde i samme retning og med samme prioriteringer for øje. Parterne forpligter sig til at arbejde sammen, vise tillid og koordinere på baggrund af vores fælles forståelse. Målet er at skabe fælles fodslag for samejerskabet og ledelserne i Coop Danmark og Coop amba – en retning, hvor andelstanken går hånd i hånd med det gode købmandskab til fordel for danske forbrugere og ikke mindst Coops medlemmer.

Forståelsespapiret reviderer vi sammen om 3-5 år, når det indledende fokus på at skabe en levedygtig forretning er nået.

“Der er i den forbindelse enighed om, at Coop skal have en ledende ansvarlighedsprofil, der kan styrke konkurrence-kraften og er tydelig for kunder, medlemmer og danskerne generelt.”

SPØRGSMÅL OG SVAR

Få overblik over aftalen: Her kan du finde svar på de mest stillede spørgsmål

OK og Coop har været tætte samarbejdspartnere igennem mange år, og Coop har været mangeårig andelshaver i OK. Selskaberne har desuden et værdifællesskab og en ejerstruktur, der er ret ens. Derudover er 473 tankanlæg ud af OKs i alt 677 anlæg ejet af enten Coop eller den lokale brugsforening.

OK ønsker at sikre sine aktiviteter på 473 forhandlerdrevne anlæg og samtidig styrke sin tilstedeværelse og position igennem sit nye medejerskab. Derudover har OK en stærk tro på, at den nye aftale og tilførsel af kapital kan være med til at vende udviklingen for Coop – til gavn for forbrugerne. OKs strategi på energimarkedet er uændret.

Man arbejder med en fælles forretningsplan, som skal genoprette Coop som en sund og veldrevet forretning. Det kommer til at kræve investeringer og en turnaround af virksomheden, som vil ske over de næste år. Planen er, at Coop skal drives som en lønsom forretning, og at OK fortsætter strategien om at blive danskernes foretrukne energipartner.

Med den nye aftale bliver der lavet grundlæggende om i den måde, Coop styres på. Coop får tilført kapital og ’får luft’ i forhold til at kunne fokusere på den forretningsplan, der ligger i aftalen. Det bliver et langt, sejt træk, men forventningen er, at Coop bliver en sund og lønsom forretning til gavn for OKs og Coops medejere og medlemmer.

Aftalen vil ikke få konsekvenser på strategien om grøn transformation. OK har en robust økonomi og har et klart mandat fra bestyrelsen til at fortsætte sine ambitiøse planer på energimarkedet.

På kort sigt ved at sikre levedygtigheden af Coop-relaterede anlæg landet over. På længere sigt vil en lang række synergier mellem selskaberne komme både OKs og Coops andelshavere til gode.

Aftalen fremtidssikrer både Coops store butiksnet og OK tankanlæg for energi. Uden denne aftale ville Coop stå i en meget vanskelig situation efter to år med de største underskud i virksomhedens historie.

Coop havde det dårligste resultat i virksomhedens historie i 2022, og resultatet for 2023 bliver også stærkt utilfredsstillende. Coop har brug for en stærk partner, så man kan investere i at vende udviklingen og fremtidssikre forretningen.

Siden inflationskrisen i 2022 er Coops avance faldet, og det er endnu ikke lykkes at vende den udvikling. Coop tjener kort sagt for lidt på varerne. Dertil må man også konstatere, at man over en periode på mere end et årti har haft en for lille indtjening i kerneforretningen. Salg pr. butik har været for lavt og det samlede omkostningsniveau for højt.

Coops kunder kommer til at opleve, at de eksisterende kæder – Kvickly, SuperBrugsen, Brugsen og 365discount – bliver løftet, når der tilføres investeringer til kæderne, så hver enkelt bliver mere attraktiv og konkurrencedygtig. Helt konkret består SuperBrugsen og Kvickly, mens de to Coop-butikker bliver til SuperBrugsen. De resterende Irma-butikker bliver ligeledes til SuperBrugsen.

Aftalen får umiddelbart ingen konsekvenser for Coops medlemmer. Der vil fortsat være medlemstilbud og bonus til medlemmerne, ligesom man stadig har mulighed for at tilmelde sig Coop FordelsKonto, hvor man kan få bonus på ens Coop favoritmærker. Samtidig arbejdes der kontinuerligt på styrkelse af personlige tilbud, medlemstilbud og partnerprogrammet. Alt i alt er der fortsat stor fokus på at sikre medlemmerne relevante og konkrete fordele.

Coop er en sund og rentabel forretning, som medlemmerne og kunderne er stolte af at handle i, ligesom Coops medarbejdere hver dag møder stolte op på arbejde.